Værtsfamilie og placering
Så fik jeg endelig min værtsfamilie. Eller det vil sige, at jeg fik den for nogle måneder siden, men da jeg lige har oprettet bloggen, kan I først få den glædelige nyhed nu.
Jeg skal bo hos en enlig dame, Nicky, og hendes to hunde i storbyen Bristol i sydvest England. Hun er 50 år gammel, og hun virker rigtig sød! Jeg har skrevet en del med hende frem og tilbage på mail, og hun har sendt billeder af hele familien og alt mulig andet. Det viser sig, at hun har haft mange udvekslings-studerende boende før, og hun har bl.a. to boende lige nu. Èn pige fra Tyskland og en pige fra Holland. Det kan jo kun betyde, at hun ved, hvad hun skal have med at gøre meget, meget snart ;)
Jeg har været inde på Google Maps, for at finde huset, og det ser rigtig fint ud. Meget engelsk i hvert fald og også stort til kun to personer!! Byen Bristol, som jeg skal bo i, ser rigtig fed ud! Det er en storby, med masser af butikker, caféer, restauranter, STARBUCKS, diskoteker og alt muligt andet, hvilket ikke kunne passe mig bedre. Jeg har også været inde på Google Maps for at sikre mig, at mine yndlingstøjbutikker ligger i nærheden, og det gør de, puuuuha, for de 23 kg, jeg må have hjemmefra, er ikke ret meget!
Det bedste af det hele er, at jeg har fundet ud af, at en anden dansk pige, Ea (16), også skal bo i Bristol kun 2 minutters gang fra mig. Vi har snakket og skrevet en del sammen, og hun virker bare så sød. Vi har også de samme interesser, og jeg er sikker på at vi nok skal få det fedeste år sammen i Bristol! Vi har allerede aftalt lunchdate den første skoledag, shoppeture og sportsaktiviteter... og ja, jeg kunne vist blive ved med at remse op. Vi glæder os bare begge rigtig meget, og vi har aftalt at flyve sammen derover. Det skal nok blive rigtig hyggeligt, selvom det nok bliver en sørgelig fornøjelse i lufthavnen :(
Det var alt for nu. I hører snart fra mig igen. Ha' det godt ;)
XX
Ingen kommentarer:
Send en kommentar